Folketinget vedtog her før sommerferien en ny lov om deling af pensioner ved skilsmisse.
De eksisterende regler betød, at en række medlemmer af PROSA, efter en skilsmisse, har stået tilbage med det halve af deres pensionsopsparing. Mens ægtefællen samtidigt har kunnet beholde hele sin egen pension ubeskåret.
Kampen for retfærdighed
PROSAs delegeretforsamling har både i 1999 og i 2001 lavet udtalelser mod den eksisterende praksis og bedt regering og Folketing skabe en mere retfærdig deling. Vi har i den samme periode også kørt en langtrukken retssag igennem for et medlem for at ændre på (og for at påpege) urimelighederne.
I DF udtalelsen fra 2001 står der blandt andet:
"
Det er PROSAs opfattelse, at der i årevis har hersket utilfredsstillende retstilstande på dette område, idet kapital- og ratepensioner skal deles, hvorimod pensioner i pensionskasser ikke skal deles.
Hvor længe skal vi på dette område vente på en ligestilling af ægtefæller ?"
Ikke mere usikkerhed
Det nye er, at hver ægtefælle fremover beholder sin egen pension - uanset pensionstype - hvis ægteskabet går i stykker.
Fremover skal ægtefæller altså (som hovedregel) ikke dele deres pensioner, hvis de bliver skilt. Det er vi rigtig glade for i PROSA og betragter det som en klar sejr for vores synspunkter.
Den nye lov har et klart og forudsigeligt udgangspunkt om, at ægtefæller kan forvente at beholde egne rimelige pensioner uden at skulle dele med den anden. Det gør det muligt at spare op til sin alderdom uden, at der er usikkerhed om, hvad man faktisk har.
De hidtidige regler har af dem, som blev ramt af dem, været opfattet som helt tilfældige og dybt uretfærdige. Det er meget tilfredsstillende, at Folketinget nu har skabt enkle og klare regler - og gjort op med mange års urimelig praksis.
Som det kan ses af disse årstal har denne lovændring være længe undervejs. Vi synes faktisk, at ni år har været alt for længe at vente. Men den som venter på noget godt, venter ikke forgæves.
Lad mig afsluttende benytte lejligheden til at ønske dig en god og afslappende sommerferie. Jeg er sikker på, at du glæder dig til at have noget tid, hvor du ikke bare skal sidde på kontoret; men kan vælge natur og strand i stedet for.
Diverse