PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Diverse

Robotfællesskab

I stedet for at programmere alene mødes PROSAs robotnetværk for at bygge robotter sammen.

- Når robotten pludselig drejer 90 grader er det fantastisk. Så bliver hele gruppen begejstret, fortæller Tobias Baubæk, som er med i PROSAs robotnetværk Mindstorm, som mødes hver 14. dag for at dele deres fælles interesse: Robotter.

Man kan se fejlene
- Tit, når man programmerer, sidder man alene ved hver sin skærm - her gør man det sammen. Nogle er gode til at bygge. Andre er gode til matematik, og nogen kan programmere. Så i fællesskab får vi ideer til at gøre robotterne bedre, siger Tobias Baubæk og fortsætter

- Når man programmerer på en skærm, ser man kun output på en skærm, men når man laver en robot, så ser man det pludselig på en helt anden måde. Det er specielt, når man opdager fejl, at det ser sjovt ud, siger Tobias Baubæk, som læser datalogi på Århus Universitet. Han har været med i PROSAs robotnetværk siden april, og synes det er sjovt at lave noget konkret.

- Det er interessant at få noget fysisk ud af programmeringen. Man skal være præcis. Hvis en robot skal dreje 90 grader, så drejer hjulene måske, mens armen skal drejes endnu mere, siger Tobias Baubæk, som bedst kan lide robotten i Steven Spielbergs film "AI", der stiller det moralske spørgsmål: Hvor meget intelligens skal man putte i en robot?

Nye ideer
Bortset fra at Bjarke Walling foretrækker R2d2 fra "Stjernekrigen" er han enig med Tobias i, at fællesskabet med folk, som har de samme interesser, er det vigtigste ved netværket.

- Vi sidder hele tiden og brainstormer og får gode ideer til at forbedre robotterne, siger Bjarke Walling, som også læser datalogi på Århus Universitet.

- Man kan virkelig lære meget af at bygge noget, som skal styre sig selv. Det er fascinerende, at man kan sende en robot til Mars, som skal kunne klare sig selv, siger Bjarke Walling. Han har altid været fascineret af computere og leget med lego, og disse to interesser er samlet i netværket. Lige nu arbejder gruppen på at lave en fabrik: Transportbåndet skal programmeres og brikkerne skal sorteres efter farve og størrelse.

Netværket Mindstorm
Hvorfor? Formålet er at skabe et udviklende miljø omkring robotudvikling for interesserede medlemmer. Ved at samle en flok it-folk kan PROSA generere viden og ideer til at udvikle robotter, der kan indgå i konkurrencer, så gruppen hele tiden bliver udfordret og holder gang i udviklingen.

Hvornår? I foråret 2006, da den nye Legorobot MINDSTORM NXT kom, startede PROSA en netværksgruppe.

Hvem? Nu mødes 6-8 robotentusiaster hver anden uge i Århus.

Noget for dig? Ønsker du også at deltage i netværket kan du tilmelde dig ved at kontakte Ove Larsen på mail ola@prosa.dk

Robotaften i København
med Bjarke Walling
Onsdag 7. november, kl. 17-20
Tilmelding: prosa.dk/kursus