Efter fire afslag bed forlaget Aschehoug på Mikkel Birkegaards eventyrlige krimi, der foregår i København og både omhandler mord og overnaturlige evner. Da romanen efter fem års arbejde endelig ramte boghandlernes hylder i sidste måned, skete det med et højt brag. Systemudvikleren hos DataPharm har haft travlt lige siden. Medierne har efterspurgt den gode historie om den lidt generte it-mand, der ved siden af sit arbejde som systemudvikler, skriver skønlitteratur - og gør det så effektivt, at debut-romanens filmrettigheder er solgt til Nordisk Film og et internationalt agentur vil sælge bogen internationalt.
- Jeg har det lidt tvedelt med alt opmærksomheden. Jeg er helst fri, men på den anden side - nu har jeg brugt fem år på bogen, så kan jeg også bruge en måned mere, smiler Mikkel Birkegaard, der ikke har i sinde at droppe it-jobbet til fordel for en karriere som forfatter.
Både logisk og kreativ
- Det logiske arbejde som systemudvikler spiller godt sammen med, at jeg er kreativ, når jeg skriver. Jeg bruger også min logiske sans, når jeg skal skrive plottet og få bundet de løse ender sammen. Jeg har brug for begge dele. Og så kunne jeg slet ikke undvære at have kolleger, fortæller den 38-årige forfatter, hvis it-kolleger har fulgt engageret med i hans side-karriere som forfatter. Og de givet positive tilbagemeldinger om bogen, som de har læst. Systemudvikleren er i gang med den næste bog. En mere konventionel krimi, fortæller han. Den bliver skrevet i weekender og ferier:
- Når jeg har siddet foran en skærm 8-10 timer på jobbet, så er det ikke lige det, jeg har lyst til at fortsætte med.
Diverse