PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Softwarepatenter

Debat

Foraget over holdning til open source

Af Jesper M
Jeg har for et par dage siden læst hovedbestyrelsens beretning for 2003-2004 og har til min store overraskelse læst afsnittet om "Open source, åbne standarder og åbne grænseflader". Jeg har tidligere haft en debat her med Peter Ussing (i øvrigt publiceret i PROSAbladet) angående problemerne ved at fagforeningen som organisation tager stilling til og anbefaler open source. Dette er - som jeg skrev dengang - et minefelt som kun kan medvirke til at splitte medlemmerne, da linierne ofte er trukket hårdt op og debatten ophedet.

Overrasket over PROSA
Min overraskelse består så i at læse at PROSA som organisation arbejder for dette. Det er ikke yderligere præciseret i teksten, hvor open source passer ind i sammenhængen men overskriften fortæller, at der set fra PROSAs synsvinkel er en sammenhæng. Der står under overskriften "Open source, åbne standarder og åbne grænseflader" at ".. vi har, sammen med en række andre organisationer, tilsluttet os en definition af åbne standarder." Hvad er det for en definition? Hvilke andre organisationer drejer det sig om?

Jeg er målløs
Og så kunne jeg i øvrigt ikke være mere uenig i, at open source nødvendigvis hænger sammen med åbne standarder. Jeg arbejder selv med closed source software (bl.a. til offentlige institutioner) men vi anvender da i allerhøjeste grad åbne standarder. Som det kan ses er diskussionen nu allerede i gang - og det i en fagforening hvor formanden går til valg på at "..skabe sammenhold i foreningen, på tværs af geografiske, politiske og personlige kløfter." Jeg er målløs over at læse, at mit kontingent kan gå til at fremme open source i den offentlige sektor, når Peter Ussing selv i den tidligere nævnte offentliggjorte debat om netop open source har skrevet: "Det er for mig klart, at PROSA ikke som organisation skal tage stilling for eller imod enkelte teknologier på markedet. Forsøg på at gøre dette hører ikke til i vores forening, men kan ske i en af den mange faglige interesseorganisationer der findes."

Glidebane
Ved at acceptere at foreningen tager et standpunkt på dette område og bruger medlemmernes kontingent på at fremme disse synspunkter, har I startet en glidebane. Allerede i næste måned kan det give bagslag, hvis der bliver valgt en hovedbestyrelse, der har den modsatte holdning. Vil I så acceptere, at denne hovedbestyrelse bruger foreningens ressourcer og navn på at modarbejde open source i den offentlige sektor? Argumenterne er mange på begge sider og kan ende med at splitte foreningen på grund af noget, der overhovedet ikke (også ifølge formanden) hører hjemme i en fagforening. Tror I virkelig, at medlemmerne er enige nok til, at det ikke giver problemer?

Helt hen i skoven
En fagforening repræsenterer for mig en forening, der arbejder på at samle medlemmerne, skaffe bedre arbejdsvilkår, lønninger, ferie, osv. og i det hele taget bistår medlemmerne på arbejdsmarkedet. Vi står sammen, fordi vi er i samme branche og ofte møder samme problemer. Så det er helt hen i skoven at tage fat på et område, hvor I ved, at jeres medlemmer er indbyrdes uenige og så blot promovere jeres holdninger som værende et udtryk for en samlet forening.

Til slut vil jeg appellere til jeres sunde fornuft og håbe, at I kan se, at det er meget farligt at sammenblande foreningsarbejde med bl.a. de områder, der er beskrevet ovenfor. Hold jer til det I er valgt til, nemlig at arbejde for bedre arbejdsvilkår for ALLE jeres medlemmer. Jeg og mine kolleger kan naturligvis ikke være i en fagforening, der modarbejder vores arbejdsplads' forretningsgrundlag og ikke kender forskel på en interesse-organisation og en faglig organisation.

Svar fra Peter Ussing

Kære Jesper M
PROSA som organisation hverken skal støtte open source eller andre typer af software særskilt. Men PROSA har altid - og skal fortsat - interessere sig for udviklingen på området og sikre, at vores medlemmer er orienteret om, hvad der sker.

Skal støtte fri konkurrence
Software industrien har en kedelig tendens til at blive præget af monopoler (i 70'erne var det blandt andet IBM, nu har Microsoft en ret dominerende stilling). Begge disse virksomheder har været (eller er fortsat) involveret i retssager, hvor de anklages for at misbruge deres monopolstilling. Konkurrence på et frit marked er en nødvendig betingelse for at sikre en fortsat innovation på softwareområdet - og vi skal derfor støtte tiltag til netop at sikre denne fri konkurrence.

Vi skal interesse os for udviklingen
I den forbindelse skal vi støtte, at der eksisterer flest mulige alternativer på markedet - og at disse alternativer har mulighed for at blive overvejet. Open source produkter er netop et sådant alternativ - og et alternativ som er i vækst i disse år. Disse open source alternativer skal naturligvis vurderes kritisk og professionelt - på linie med andre software produkter. Det er oplagt, at visse open source produkter har nået stor markedsmæssigt accept i konkurrence med kommercielle produkter - Apache HTTP serveren er således den dominerende webserver på verdensplan, PHP er et af de dominerende scriptsprog til udvikling af databasedrevne websider og Perl benyttes i udstrakt grad på websites. Det ville være mærkeligt, om vil ikke skulle interessere os for denne udvikling.

Kurser for alle
Men vi skal ikke kun omtale interessere os for disse open source muligheder - vi interesserer os derfor også meget for andre typer af software. Vi arrangerer således kurser i blandt andet Microsoft .Net, SAP, Java, Microsoft Axapta og SAP. Og samarbejder med andre, som gør det. Se f.eks. selv.

Her, hvad det er for kurser,som vi annoncerer for vores arbejdsløse. Her masser af Microsoft og anden teknologi: .

Vil lave ændringsforslag
Da forslaget til arbejdsplan på dette område kan misforstås på dette punkt, vil jeg personligt sørge for, at der bliver fremsat et præciserende ændringsforslag. Du er selvfølgelig i din fulde ret til at være anonym - men din mening kan selvfølgelig have større vægt, hvis den fremføres med navn. Alle kan jo skrive på dette åbne debatforum - både medlemmer, ikke medlemmer og leverandører for den sags skyld. Og sådan skal det vel også være.

Med venlig hilsen
Peter Ussing
Formand for PROSA


Svar fra Jesper M

Hej Peter
Tak for din respons og dejligt at læse, at "PROSA som organisation hverken skal støtte open source eller andre typer af software særskilt" og "Da forslaget til arbejdsplan på dette område kan misforstås på dette punkt, vil jeg personligt sørge for, at der bliver fremsat et præciserende ændringsforslag." Da vil jeg gerne blive i foreningen.

Mangler stadig svar
Men jeg mangler svar på: "Der står under overskriften "Open source, åbne standarder ,og åbne grænseflader" at ".. vi har, sammen med en række andre organisationer, tilsluttet os en definition af åbne standarder."…" Hvad er det for en definition? Hvilke andre organisationer drejer det sig om? Jeg er ikke af princip imod Open source på nogen måder og har da selv anvendt del komponenter fra sådanne projekter. Så det er fint, at I informerer medlemmerne, bare vi som organisation hverken arbejder for eller imod. Jeg glæder mig meget til at følge med i jeres tiltag, som jeg selvfølgelig - med min holdning til - vil læse kritisk.

Svar fra Peter Ussing
Angående hovedbestyrelsens beretning

Hej Jesper
Her skulle vist være nogle svar på dine spørgsmål - du er velkommen til at fortsætte med at komme med dine kritiske bemærkninger om dette. Min holdning (og professionelle erfaring som systemarkitekt) er, at brug af åbne standarder i videst muligt omfang er en vigtig betingelse for at skabe integrerede systemer - på tværs af systemplatforme. Det bør PROSA støtte og bistå med at udbrede viden omkring.

Definition på åbne standarder
Åbne standarder er ifølge den definition, vi har tilsluttet os, defineret således: "Formålet med åbne standarder er at sikre 'interoperabilitet' (at systemer kan samarbejde problemfrit) mellem uafhængige produkter. Dette sikrer fri konkurrence på et frit marked og gør det samtidig betydeligt nemmere for brugerne af produkterne at anvende dem i nye sammenhænge på nye måder til gavn for samfundet, som derved får fuld udnyttelse af de aktuelle teknologier. Det er derfor nødvendigt at blive enige om en fælles definition af åbne standarder, der kan anvendes af alle."

Ikke kontroversielt
Dette er næppe kontroversielt stof - eller hvad. Her er et link til denne definition af åbne standarder: . Denne definition er udarbejdet og vedligeholdes i DKUUGs standardiseringsudvalg, der et åbent udvalg under DKUUG. DKKUG beskriver sig selv som "DKKUG (Danish Unix User Group) er en dansk IT-forening, stiftet den 18. november 1983. Foreningens formål er at udveksle information og erfaringer omkring åbne systemer og generelt den nyeste viden indenfor operativsystemer, internet, kommunikation samt udviklingsteknologier og -sprog."

Læs mere om DKUUG på www.dkuug.dk



Med venlig hilsen
Peter Ussing
Formand for PROSA


Svar fra Jesper M

Hej Peter
Initiativet med åbne standarder er da et meget positivt intiativ og jeg ønsker det alt muligt held og lykke. Jeg synes i øvrigt, at open source kan være et glimrende alternativ til closed source og at begge bør anvende åbne standarder.

Enigheden stopper her
Men så tror jeg desværre også vores enighed hører op. Der er mange initiativer i det danske IT-miljø, der er aldeles positive, men der er langt derfra og så til at synes, at vi som forening skal støtte/sponsorere/anbefale enkelte initiativer frem for andre. Denne udgave af åbne standarder er støttet af diverse mere eller mindre kommercielle Linux/Unix organisationer, IT-politisk forening og digital-forbruger og andre meget relevante organisationer, der måtte forventes at støtte et sådant initiativ. Det er jo netop i sådanne tiltag, hvor de forskellige interesse-organisationer kommer til sin ret. Desto mere malplaceret virker det, at der på denne liste befinder sig en fagforening! At jeg ikke mener, vi skal bruge foreningens navn og ressourcer på dette, betyder jo under ingen omstændigheder, at jeg er imod initiativet. Jeg kunne da finde på at melde mig ind i én af interesse-organisationerne og herigennem støtte det.

Skjulte dagsordener?
Nå, men jeg har vist fået givet udtryk for min holdning og kan så blot håbe på, at der bliver holdt ord med ikke at anvende foreningens navn og ressourcer ifb. open source. For at fjerne hvad der måtte være af tvivl fra min side vil jeg gerne have bekræftet, at der ikke er tale om skjulte dagsordner. Er du aktiv(medlem) i nogen af de organisationer, der er nævnt ifb. aaben-standard.dk eller har anden tilknytning til disse?

Af Peter Ussing

Hej Jesper,

Omkring åbne standarder er det omtalte initiativ bestemt ikke det eneste (eller vigtigste) initiativ, som har PROSA støttet. Vi har således støttet det arbejde Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (MVTU) har udfoldet for at udvikle den såkaldte referenceprofil - og jeg har udtalt mig om dette i et synspunkt i Computerworld i foråret 2004. Se her om referenceprofilen: www.oio.dk/referenceprofilen. Referenceprofilen drejer sig - som du kan se - i høj grad om brug af åbne standarder.



Rammerne er udstukket
Jeg deltog i den anledning som paneldeltager i den konference om "Arkitektur for digital forvaltning 2004", der blev afholdt d. 4.-5. marts 2004 på Hotel Nyborg Strand. Hovedbudskabet for konferencen var, at arkitektur for digital forvaltning skal sikre sammenhæng på tværs mellem myndighederne og er forudsætningen for borgernes fri valg. Omkring hvad PROSA skal bruge sine ressourcer på, er det således, at det jo er arbejdsplanen som er vejledende for arbejdet på dette område - og at vi selvfølgelig holder os indenfor rammerne af, hvad der på dette område bliver vedtaget på Delegeretforsamligen. Der vil dog være situationer, hvor der sker noget nyt - og vi derfor er nødt til at tage stilling i løbet af perioden. I den situation konsulterer jeg gerne vores interne It- og Samfundsudvalg som mellem Delegeretforsamlinger slår de store streger på dette område.

Mine medlemskaber
Lad mig i øvrigt oplyse, at jeg er ikke aktiv i nogen af de foreninger, du nævner (forstået som medlem af bestyrelse, udvalg eller deltager på generalforsamlinger) - og aldrig har været det. Og jeg har ikke andre interesser i disse foreninger, hvad du så end mener med det. Jeg kender til gengæld flere personer, som har været aktive i denne sammenhæng. Nogle af disse er også medlemmer af PROSA - og det diskvalificerer dem ikke fra også at være aktive i hos os (-: Jeg er enig i, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis jeg var aktiv i andre foreninger end PROSA samtidigt med, at jeg er formand her. Det ville kunne skabe tvivl om, hvem jeg repræsenterede - men det problem eksisterer altså ikke. Det er til gengæld min opfattelse, at mine almindelige medlemskaber af sådanne faglige foreninger (og andre foreninger) ikke på nogen måder skaber konflikt med mit hverv som formand for PROSA. Jeg er og har gennem min karriere været medlem af et stort antal faglige foreninger - herunder DECUS (DEC User Group) i Danmark (hvor jeg var bestyrelsesmedlem i en periode i 1980'erne), MUG (Microsoft User Group) og Interex (HP's brugergruppe). Jeg har aldrig været medlem af DKUUG. Men jeg har deltaget i faglige arrangementer i DKKUG, som led i det firmamedlemskab, mit tidligere firma (Datacentralen/CSC) dengang havde. Jeg har også været medlem af SSLUG (meldte mig ind i 1997/98) - det blev man dengang ved at sende en mail til deres mailliste og derefter modtage deres nyhedsbrev. Jeg ved faktisk ikke om jeg er medlem lige nu, men jeg tror det ikke. Hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke præcist hvilke af de mange faglige foreninger, jeg gennem tiden har været mellem af, der stadig noterer mig som medlem. Og det er min bestemte opfattelse, at mit private medlemskab af faglige foreninger ikke på nogen måde giver nogen problemer i relation til, at jeg er formand for PROSA.
Mon ikke dette afklarer dine spørgsmål.

Peter Ussing
Formand for PROSA


Af Jesper M
Jeps og tak, det svarer meget fint på mine spørgsmål.
Men jeg må sige, at jeg er meget uenig i, at du fremlægger det som værende nærmest uinteressant, hvad du ellers er medlem af. Det er yderst relevant, når du sidder i en stilling, som du gør og du ved lige så godt som mig, at når der er branche-relevant medlemskab, er der ikke noget, der er rigtigt privat. Det er den byrde, man må bære, når man er på valg.

For involveret i miljøet
Og "at du ikke lige ved om du er medlem af SSLUG lige nu" er da ikke ligegyldigt, når man kan læse dette på nettet: " PROSAs formand Peter Ussing fremviser den check på 8000 kr. som PROSA sponsorer til SSLUG så vi kan få købt en ny maskine til erstatning af tyge.sslug.dk". Jeg ved godt, det er en gammel artikel, men det er da i hvert fald ikke irrelevant om du er medlem af SSLUG. Lad mig med det samme understrege, at jeg ikke på nogen måder forsøger at antyde, at der er foregået noget fordækt med ovenstående, da dette ville være total spekulation og udokumenteret. Jeg ville blot understrege, at det ikke er ligegyldigt hvilke medlemskaber en formand for en fagforening ellers har. Jeg synes personligt, du er for integreret i de miljøer til, at du kan handle objektivt, når det drejer sig om dem. Men det er nu engang kun min holdning og må stå for egen regning.
Tak for debatten.

Valg af Hovedbestyrelse
På den nyligt afholdte Delegeretforsamling valgte vi ny Hovedbestyrelse(HB). Én fra bestyrelsen i PROSA/ØST beskyldte mig for at være skyld i, at Thomas Kølle, også fra ØSTbestyrelsen, ikke blev valgt. Så stor indflydelse tror jeg ikke, at jeg har, men for at forebygge mytedannelse - og da vi nok alligevel skal have debatten om valg til HB - vil jeg redegøre for mit syn på Hovedbestyrelsen og valg af HBmedlemmer på Delegeretforsamlingen(DF):
"Vores HB er foreningens øverste ledelse mellem afholdelse af Delegeretforsamling. HB har, sammen med formanden og de faglige sekretærer, ansvaret for at DFs beslutninger føres ud i livet. I de tilfælde, hvor der ikke er retningslinier fra DF, skal HB beslutte, hvad man så vil. Det er derfor meget vigtigt for PROSA, at HB fungerer - og fungerer godt! Det er mit indtryk, at min lokalafdeling - PROSA/ØST - har gjort meget lidt for, at HB skulle fungere godt. De har mere fokuseret på, om "ØST" får lige så meget indflydelse, som lokalafdelingens størrelse efter deres mening berettiger til. Dette på trods af, at de mig bekendt ikke har peget på forslag fra deres side, som ikke er blevet vedtaget.
For nogle lyder det sikkert rigtigt, at lokalafdelingen skal have indflydelse efter størrelse, men jeg mener det er en helt forkert vinkel at lægge på arbejdet i HB. HB skal arbejde for PROSA - herunder de enkelte lokalafdelingers interesser - men først og fremmest PROSA.
For mig er det afgørende ved valg af HBmedlemmer ikke, hvilken lokalafdeling de kommer fra, men derimod hvilke holdninger de har og især, hvilke handlinger de står bag. Jeg mener, det bør være det, der lægges til grund, når de delegerede afgør, hvem der skal sidde i HB de følgende 2 år.
Til gavn for PROSA - og dermed til gavn for alle."

Ingrid Nødvig
medlem af PROSA/ØST