Softwarepatenter

Folkeafstemning åbner for skadelige softwarepatenter

Erhvervsminister Annette Vilhelmsen (SF) er villig til at betale 100 millioner kr. af borgernes penge for en separat folkeafstemning, som vil gøre det svært for at få et nej til en EU patentdomstol. Udemokratisk og uanstændigt, mener PROSA.

Regeringen planlægger nu afholdelse af den nødvendige folkeafstemning til foråret 2014 – uden andre samtidige afstemninger.

Erhvervsministeren satser på, at dette vil give vil så lav en stemmeprocent, at det bliver lettere for regeringen at få godkendt oprettelsen af patentdomstolen. Et nej ved en folkeafstemning kræver nemlig at mindst 30 % af samtlige stemmeberettigede stemmer nej. Regeringen får på den måde måske ikke et ja til EU patentdomstolen, men de håber på at undgå et nej.


Næstformand i PROSA, Hanne Lykke Jespersen, udtaler:
-    Regeringen har hele tiden søgt at undgå en folkeafstemning om dette spørgsmål. Nu da det ikke ser ud til at lykkes dem at presse DF og Enhedslisten til et ja uden en folkeafstemning, vil ministeren lægge folkeafstemningen på en dag, hvor der ikke skal stemmes om andre ting. På den måde satser de på at få en så lav stemmeprocent, at de af bagvejen får det ja, de hele tiden har ønsket. Det er hamrende udemokratisk og uanstændigt.


-    Regeringen har flere helt oplagte muligheder for at lægge en folkeafstemning om suverænitetsafgivelse til en patentdomstol i EU, nemlig kommunalvalget til november og Europaparlamentsvalget til maj 2014. Så ville regeringen samtidig spare de skattekroner, som en folkeafstemning koster.


-    Vi vil håbe og arbejde for, at de tager fejl, og at den danske tilslutning til patentdomstolen falder ved folkeafstemningen, uanset hvornår den kommer til at ligge.

Hvad handler folkeafstemningen om?

Sagen er faktisk ganske vigtig, siger Hanne Lykke Jespersen:

-    Tillader vi softwarepatenter, åbner vi for, at helt almindelige virksomheder kan sagsøges for dagligdags processer. For eksempel anklages små virksomheder i USA for patentbrud på et patent, der dækker at sende en scanning via e-mail.
-    Hvis der kommer en EU patentdomstol, kan vi risikere at der kommer et væld af softwarepatenter – og at domstolen begynder at kræve dem overholdt. Det vil bremse vækst og udvikling på it-området i Danmark. Softwarepatenter favoriserer de store virksomheder, der har de nødvendige ressourcer til at forfølge et patent, og softwarepatenter gør det sværere at etablere innovative små og mellemstore virksomheder.  Det er netop små og mellemstore it-firmaer, vi har i Danmark, og dem burde ministeren støtte i stedet for at støtte de store koncerner.
-    Vi kan se, at såvel på vores som på andre områder, er det næsten alle store virksomheder, som skærer ned, mens de små og mellemstore virksomheder er i vækst. Det er helt essentielt for Danmark, at vi ikke spænder ben for dem.

Den europæiske patentmyndighed, har allerede i dag udstedt omkring 50.000 softwarepatenter. I dag er de ikke gyldige i Danmark. Hvis vi siger ja til patentdomstolen, vil vi miste muligheden for med vores egen lovgivning at sikre, at det fortsat er sådan. Der er ingen appelmulighed, hvis domstolen først har godkendt et patent.

Hanne Lykke Jespersen kan træffes på tlf. 28 88 12 47.

 

PROSA er sammen med It-politisk forening og tænketanken Bitbureauet med i det nystiftede "Initiativ mod softwarepatenter". Initiativets mål er et nej til afstemningen om EUs patentdomstol.

De tre organisationer har tidligere støttet afvisningen af softwarepatenter på EU-plan i 2005, koordinereret den danske modstand mod handelsaftalen ACTA i 2012 og har løbende sat fokus på overvågning af borgere via nettet.

Hvis du vil på vores politiske mail-liste om softwarepatenter, så send en mail til jes@prosa.dk