Softwarepatenter, It og samfund

Synspunkt: Softwarepatenter ad bagdøren?

Et nyt patentsystem skal sikre, at der ikke indføres patenter på software.

Det danske formandskab har banet vejen for en løsning af en årelang sag om etableringen af en patentdomstol i EU-regi. Som udgangspunkt er det en god idé, at der oprettes et enkelt, billigt og effektivt patentsystem i Europa, og at muligheden for at retshåndhæve patentet forbedres. Men den foreslåede løsning kan betyde en glidebane hen imod, at det bliver muligt at få godkendt softwarepatenter. Selvom det ikke er tilladt i dag at patentere softwareløsninger, har den europæiske patentorganisation (EPO) godkendt mange softwarepatenter på uklar basis. Da den nye patentdomstol skal placeres sammen med EPO, kan det frygtes, at der på europæisk plan vil ske en glidning, som kommer til at medføre, at det bliver muligt at få godkendt softwarepatenter.

PROSA er af mange grunde imod, at software kan patenteres. Patenter kan bremse den teknologiske udvikling, besværliggøre open source-projekter og favorisere store virksomheder, der har de nødvendige ressourcer til at forfølge et patent, og det gør det sværere at etablere innovative små og mellemstore virksomheder.

Softwarepatenter er ikke nødvendige for at kunne udvikle en forretningsidé. Meget af den udvikling, nettet er undergået, skyldes, at folk har stået på skuldrene af hinanden og udviklet videre på andres idéer. Hvis softwarepatenter indføres, vil det blive langt dyrere og mere besværligt at udvikle nye systemer og funktionaliteter, og det vil derfor hæmme innovationen og væksten.

Et nyt patentsystem skal derfor sikre, at der ikke indføres patenter på software, hverken direkte eller indirekte. Det er derfor vigtigt, at en ny domstol er uafhængig af EPO, og at den danske patentlovs forbud mod softwarepatenter opretholdes.