PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Aktieoptioner

Lovforslag om aktieoptioner forringer ansattes vilkår

Skal en ansat have aktieoptionerne med, når han eller hun forlader en arbejdsplads? Retspraksis og Funktionærloven siger ja.

Nu vil arbejdsgiverorganisationerne have Funktionærloven ændret. Claus Hjort Frederiksen offentliggjorde 4. september et forslag, hvor de ansatte mister retten til at få aktieoptionerne med, hvis de selv siger op. Lønmodtagerne får ikke noget til gengæld for de mistede rettigheder.

"I forvejen er det uhyre let at afskedige ansatte i Danmark. Derfor nærmer det sig det hykleriske, når arbejdsgiverorganisationerne mener, at de har behov for flere muligheder for at fastholde de ansatte. Arbejdsgiverne kræver at lønmodtagerne skal være meget fleksible, men ønsker ikke selv at være det”, siger Eva Birch Christensen, faglig sekretær i PROSA Forbundet af IT-professionelle.

Aktieoptioner er betaling for udført arbejde
"Beskæftigelsesministerens forslag tilgodeser alene arbejdsgivernes ønske om fastholdelse. Vore medlemmer har været med at skabe den værdiforøgelse i virksomheden, som en stigning i værdien af en aktieoption er. Aktieoptionerne er derfor betaling for udført arbejde, som man naturligvis skal have med sig, når man forlader virksomheden", siger Eva Birch Christensen.
"Ønsker arbejdsgiverne at fastholde deres medarbejdere, skal de blot sørge for en god løn, gode udviklingsmuligheder, ordentlige arbejdstider og et godt klima på arbejdspladsen", fortsætter Eva Birch Christensen

Begunstiger alene arbejdsgiverne
Ifølge Funktionærloven kan man ikke ensidigt forlænge opsigelsesvarslet fra lønmodtagerens side. PROSA opfatter dette lovforslag som en ensidig begunstigelse af arbejdsgiverne. Optionsprogrammer løber typisk over 3 til 5 år. Den tid skal man nu være ansat for at få andel i den eventuelle værdistigning i virksomheden, som man er blevet lovet og har arbejdet for.
Skattelovgivningen er blevet ændret i år. Nu er det skattemæssigt mere gunstigt at få aktieoptioner frem for løn. Formålet har været at øge antallet og størrelsen af optionsprogrammer på virksomhederne.

Lotteriseddel
"PROSA har altid opfattet aktieoptioner som en lotteriseddel – det høje antal af konkurser i it-branchen har sandsynliggjort denne holdning. Bliver arbejdsgivernes og Beskæftigelsesministerens lovforslag vedtaget, må vi advare vore medlemmer mod at sætte nogen form for lid til optionsprogrammer", siger Eva Birch Christensen