Det bliver mere og mere almindeligt, at optioner er en del af lønnen i IT-virksomheder. Men det er klogt, at medarbejderen orienterer sig grundigt om både om virksomhedens økonomi og skattereglerne for optioner. "En aktieoption er i virkeligheden lidt af en lottokupon", som faglig sekretær i PROSA, Steen Andersen, udtrykker det. "Vi råder altid vores medlemmer til at se sig godt for, hvis de bliver tilbudt optioner i den virksomhed, de er ansat i".
Også jobkandidater er mere kritiske omkring IT-optioner, mener Ib Kunøe fra rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval. PROSA maner også jobansøgere til besindighed, når det gælder aktieoptioner. Et vigende aktiemarked kan være ensbetydende med, at værdien i optionerne forringes. Og det betyder penge ud af lommen for IT-medarbejderen.
En undersøgelse gennemført af Deloitte og Touche peger på, at aktieoptioner vinder frem indenfor IT-branchen. Selvom undersøgelsen er gennemført, inden aktiekursernes voldsomme dyk, er der intet, der tyder på en afmatning i denne udvikling.
Virksomhedernes motiv til at aflønne deres medarbejdere med optioner er indlysende. En ny undersøgelse fra USA, udarbejdet af den danske ambassade i Washington, viser nemlig, at IT-virksomheder med aktieoptioner præsterer bedre resultater end dem uden. Aktieoptioner øger virksomhedens produktivitet, indtjening og omsætning, samtidig med at det generer øget viden og know-how, siger arbejdsmarkedsråd ved ambassaden, Peter Høier. Også undersøgelser fra Danmark peger på en sammenhæng mellem virksomhedernes indtjening og aktieoptioner.
Den modsatte effekt kan dog også blive en realitet. Medarbejdernes engagement og arbejdsiver kan dale proportionelt med aktiekurserne, hvis den fastsatte kurs på deres optioner er højere end aktiens reelle pris. Den negative kursudvikling har således gjort det mindre attraktivt for IT-medarbejdere i USA at få noget af lønnen udbetalt som aktieoptioner. På amazon.com har en kombination af fyringer og dyre aktieoptioner medført, at medarbejderne har kontaktet deres fagforeninger, som nu er i gang med at organisere flere af de ansatte.
Aktieoptioner