Skal en ansat have aktieoptionerne med, når han eller hun forlader en arbejdsplads? Retspraksis (jf. Novodommen), Funktionærloven og PROSA siger ja. Regeringen foreslår, at de ansatte mister retten til at få aktieoptionerne med, hvis de selv siger op - uden kompensation. Sammen med FTF var PROSA i foretræde for Arbejdsmarkedsudvalget i dag onsdag d. 17. marts for at få noget lønmodtagerfornuft ind i forslaget.
Halvdelen er ikke på dansk
Ifølge PROSAs lønstatistik har ca. 15% af medlemmerne fået tilbudt aktieoptioner. Desværre er 43% ud af dem på engelsk og 5% er på et andet fremmedsprog. Kun 52% er på dansk.
- Det er meget beklageligt, at optionsprogrammerne, som i forvejen er svære at forstå, ikke er på dansk, mener Eva Birch Christensen, faglig sekretær i PROSA. Lige nu står det hverken i lovforslaget eller i bemærkningerne til det, at optionsprogrammerne skal være udformet på dansk. Det er et hensyn til de udenlandske virksomheder, som regeringen ønsker skal give deres ansatte optioner. Optionsprogrammer er i forvejen ikke læse-let læsning - men på andre sprog, hvor juraen også ser helt anderledes ud og derfor ikke kan oversættes direkte, bliver det helt galt.
Ansatte skal have del af frugterne
Ofte er det nye virksomheder, der tilbyder aktieoptioner. Virksomheder, hvor det forventes, at de ansatte arbejder for at få virksomheden op at stå. Netop derfor skal de ansatte have deres del af frugterne for anstrengelserne. Optionsprogrammer løber typisk mellem 3 og 5 år, så det er en forholdsvis lang periode, man er bundet. Regeringens formål med at fremsætte loven er at fremme brugen af aktieoptioner. For arbejdsgiverne er aktieoptionerne et fastholdelsesværktøj. I forvejen er der i dansk lovgivning en meget lille beskyttelse af de ansatte i forbindelse med afskedigelser, hvis man sammenligner med andre europæiske lande. Lovforslagene er en ensidig begunstigelse af arbejdsgivernes mulighed for at fastholde, mens lønmodtagerne ikke får tilsvarende mulighed for at fastholde beskæftigelsen i virksomheden.
Endelig er det ikke i nogens interesse at bremse mulighederne for mobilitet.
§ 17
I gennem de senere år har der udviklet sig en retspraksis, der giver lønmodtagerne medhold i at man skal have aktieoptionerne med sig når man forlader en virksomhed. Det skal man i henhold til Funktionærlovens §17a. Det er også den paragraf, som regeringen har fremsat lovforslag om at ændre, så aktieoptioner er undtaget. Paragraffen siger i dag, at man skal have skal have andel i bonus, tantieme og andre lønandele forholdsmæssigt i forhold til den del af udmålingsperioden, som man har været ansat.
Aktieoptioner