Outsourcing, offshore, Arbejdsmarkedet, Datakommunikation/telefoni

Chile vil være Sydamerikas svar på Indien

Med en strategisk beliggenhed i samme tidszone som USA håber Chile på at blive en it-nation som Indien. Den største succes er udenlandske callcentre, der åbner, når det er nat i Indien.

Vi befinder os i et af Chiles gamle villakvarterer i den mondæne bydel Vitacura. Her er husene hyggelige – mange historiske og omgivet af små, grønne haver med plæner og store palmer. Som det er sædvane i Chile, er haverne hegnet ind for at holde ubudne gæster væk. Vi befinder os trods alt i en del af verden, hvor klasseforskellene er store, og hvor desperationen stadig sender uforholdsmæssigt mange mennesker ind på en kriminel løbebane.
I et af husene foregår i disse dage aktiviteter, der skal vise byens ungdom, at det betaler sig at investere i en professionel karriere. Huset er lejet af virksomheden Atakamalabs, der foreløbig har 13 ansatte inden for den mere innovative del af spilbranchen. Og de er heldige at få så spændende et job, for Chile er stadig på kravlestadiet, når det gælder international it-innovation.
Men direktør Tiburcio de la Carcova mener, at Chile er det helt rigtige sted at investere. Han kommer oprindeligt fra Argentina, hvor han har været leder i forskellige teknologiske virksomheder. Nu er han rejst over Andesbjergene med sin familie for at få glæde af Chiles ekstremt investorvenlige klima med lav skat og billig arbejdskraft.
– I Argentina får man ingen udviklingsstøtte, og du skal være forberedt på, at korruption og bureaukrati kan ændre betingelserne for dit arbejde fra dag til dag. Her har vi arbejdsro, og det har givet mine investorer i USA tillid, siger han.

Spil til selvudvikling

Tiburcio de la Carcovas ambition er at skabe en helt ny type af spil, der gør os klogere på os selv og på hinanden rent personligt. Samtidig skal spillene hjælpe os til faglig udvikling og paratviden.
– Spil kan blive meget mere interessante end det, vi ser i dag, og vi har fundet nogle helt nye koncepter, som vi satser på. Investorerne ved godt, at de risikerer at tabe alle deres penge, men de ved også, at de får pengene 1.000 gange tilbage, hvis vi får succes, forklarer Tiburcio, der i Argentina har været med til at starte virksomheder inden for telebranchen, som han med stor gevinst har solgt igen.
Nu har han besluttet, at den næste succes skal begynde i Chile, hvor han har fået massiv støtte til analysearbejde, uddannelse og basisudgifter som leje af lokaler.
– Det vigtigste er dog, at her er masser af sultne professionelle, som vil arbejde for os til en fornuftig løn. Lønnen er dog på under det halve i Kina eller Indien, men de ligger for langt fra den vestlige kultur til at skabe den kreative arbejdsproces, som vi har brug for, forklarer han.
Han mener, at Latinamerika er et billigt sted at afprøve et produkt rent markedsføringsmæssigt. Så lykkes et produkt i Chile, går det videre til resten af Latinamerika, hvorefter det introduceres i USA.
Selv om Atakamalabs ikke betaler specielt høj løn, får de ansatte så meget ud af pengene i Chile, at han kan tiltrække medarbejdere fra hele verden. En helt ny toværelses lejlighed i centrum af Santiago kan lejes for 1.500 kroner om måneden, og vil man bo i et luksushus med vagter, pool og tjenestefolk, så kommer man rigtigt tæt på niveauet i Whiskybæltet ved København for 5.000 kroner om måneden. Og det i en by, der fungerer upåklageligt med effektiv metro, velholdt centrum og moderne shoppingcentre, sportsklubber m.v. Kulturoplevelser er der også rigeligt af, og på halvanden time er man ved Stillehavets perle Valparaiso. Og så er der naturligvis mulighed for at vandre eller stå på ski i Andesbjergene.
Udviklere fra så fjerne egne som USA, Irland, Bulgarien og Storbritannien har derfor valgt at prøve kræfter med miljøet i Chile. I alt 13 er ansat i virksomheden lige nu, men inden for et års tid skulle det tal gerne være vokset til over 100, vurderer Tiburcio de la Carcova.

Masser af støtte

I den statslige styrelse for investering og udvikling (CORFU) er de meget glade for, at virksomheder som Atakamalabs slår sig ned i Chile. Faktisk så glade, at de har støttet virksomheden, lige siden Tiburcio de la Carcova henvendte sig for at søge om etableringsstøtte. Direktør i CORFU Mario Castillo forklarer:
– I Chile er vi meget afhænge af indtægterne fra kobberminerne i nord, men vi er bevidste om, at vi skal finde ud af at tjene penge på andet end råvarer. Derfor afsætter regeringen hvert år en procentdel af indtægterne til at udvikle nye teknologi-arbejdspladser.
Ud over den offentlige støtte er virksomhederne også godt hjulpet af, at Chile er helt i bund, når det kommer til skat på virksomheder. Ifølge en økonomisk oversigt fra amerikanske Heritage Foundation har Chile en førsteplads i den latinamerikanske verden, når det gælder økonomisk frihed for virksomheder.
Mario Castillo mener dog, at det kun er en del af forklaringen på landets succes.
– Chiles held er, at vi efter diktaturets ophør har været dygtige til at opbygge institutionelle rammer og regler, der vanskeliggør den korruption, som vi ellers ser i resten af Latinamerika. Og så er der en høj grad af åbenhed i forvaltningen, siger han og understreger, at korruptionen ikke er højere i Chile end i Spanien og Frankrig.
For Tiburcio de la Carcova giver det arbejdsro, at tingene fungerer på den måde.
– Det betyder alt for os, at vi kan fokusere. For selv om en succes kræver lidt held, så skal vi bruge alle vores kræfter på at finde ud af, hvordan vi skal justere vores produkt i forhold til markedet. Jeg har været med i fem startup-virksomheder, så jeg ved, at det kræver et rigtigt godt hold og lidt stædighed. Men så lykkes det som regel også til sidst.