Museskader

HK-musedom gør det ikke nemmere for PROSAs medlemmer

HK har ved retten i Holstebro fået medhold i en sag, hvor et medlem har pådraget sig en museskade ved langvarigt arbejde med mus. Retten har afgjort, at arbejdsgiveren er ansvarlig for skadens opståen.

Sagen er ikke så revolutionerende i forhold til museskader. Det var i forvejen afgjort i det arbejdsmedicinske system, at medarbejderens lidelse var arbejdsrelateret. Sagen ved retten i Holstebro skule udelukkende afgøre, hvorvidt arbejdsgiveren var ansvarlig for skadens opståen. Og det var han altså. Arbejdsgiveren fremførte, at han havde tilbudt den pågældende at deltage i jobrotation, hvilket ikke var sket, da det havde svært ved at virke i praksis.

Problemet var flaskehals
Afgørelsen kommer ikke bag på os; det er ret og rimeligt, at arbejdsgiveren holdes fast på sit ansvar i forhold til arbejdsmiljøloven. Hvis arbejdsgiveren vil fastholde sin ret til at lede og fordele arbejdet, så holder vi fast i hans pligt til at gøre det ordentligt, siger faglig sekretær
Erik Klausen og fortsætter:

- I den pågældende sag burde arbejdsgiveren have håndteret det flaskehals-problem, der lå i at én - og kun én - medarbejder kunne håndtere en speciel opgave. Denne flaskehals har medført, at medarbejderen var låst til en arbejdsproces, hvor der var rigeligt arbejde til en hel arbejdsdag.

Den aktuelle afgørelse vil ikke gøre det nemmere for PROSAs medlemmer at få anerkendt museskader. For det første ligger der et veldokumenteret brug af mus på langt over de 25 timer ugentligt, som lægerne ser som en øvre grænse. For det andet var der tale om en person, der ikke arbejder med computer eller andet belastende for bevægeapparatet i sin fritid.