PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Klausuler

Dialogen har været det værd

Kampen mod hemmelige jobklausuler har kostet Claus Juul et job, en tabt sag i landsretten, og nu venter endnu et års kamp i Højesteret. Til gengæld har han fået et nyt job – og allervigtigst for ham – skabt opmærksomhed og dialog om jobkartellerne i it-branchen.

Der er nu gået over to år, siden Claus Juul besluttede sig for at sagsøge IBM for de hemmelige jobklausuler, han mener han var bundet af, da han var ansat i it-firmaet.

Sagen blev forsinket yderligere på grund af en advokat, der blev skiftet ud, og problemer med at anlægge sagen direkte ved landsretten.

I starten af december kom den dog endelig. Dommen, Claus Juul har ventet på så længe. Men retten afgjorde, at han og PROSA havde tabt sagen. Nu ser han tilbage på forløbet og de omkostninger, det har haft for ham.

– Til tider har det været frustrerende, at det har taget så lang tid. Det var hårdt at gå på en arbejdsplads, hvor man havde en retssag kørende. Men stille og roligt blev jeg mere afklaret med det. Jeg havde forberedt mig i mit hoved og kunne næsten ikke forestille mig andet, end at det ville ende med, at jeg blev fyret. Så da fyringen kom, kunne jeg tage det meget professionelt med klart hoved, fortæller Claus Juul.

Man kan undre sig over, hvad der får en mand til at risikere sin karriere og bruge flere år af sit liv på en retssag.

– Da jeg fandt ud af, at der havde været klausuler i WM Data, var det dybt frustrerende at få at vide. Jeg havde været til ret mange jobsamtaler uden held.

Det var alt sammen dråber i bægeret, der fik det til at flyde over for mig.

– I IBM havde jeg så en direktør, der blev ved med at sige, at det havde de ikke noget af. Men det kom jo frem i Computerworld. Så han sagde ét, men sagen var noget andet. Det er som at holde en rød klud foran tyren – i hvert fald når det er mig, siger Claus Juul.

Dialogen er vigtigst

Men hans grunde har ikke kun været altruistiske. Han sad i en jobsituation, hvor han ikke rigtig følte, han kom nogen vegne, og det medvirkede til, at han ikke var bange for at ofre karrieren for en god sag.

– Til tider sad vi bare og trillede tommelfingre. Det var ikke altid lige produktivt. Så det var ikke vigtigt for mig at beholde mit job – og så er jeg stædig som bare pokker!

– Det handlede om, hvad der var rigtigt og forkert. Worst case var, at jeg ikke kunne få job i it-branchen igen – men så kunne jeg blive folkeskolelærer eller noget. Det var ikke så vigtigt, siger Claus Juul.

Når han ser tilbage på sagen i dag, mener han stadig, at det har været det værd, også selvom han har tabt sagen i landsretten og nu skal igennem endnu et års ventetid på at få sagen afgjort i Højesteret.

– Der har selvfølgelig været nogle bump på vejen, men det har været vigtigt at få dialogen om de hemmelige klausuler. Jeg fornemmer, at trenden i branchen er anderledes nu, fordi der har været opmærksomhed på problemet, siger Claus Juul.

På hjemmefronten har han haft livlige diskussioner om, hvorfor det lige var ham, der skulle tage den kamp. Det har kostet ham tid og arbejdsdage og trukket tænder ud. Men til gengæld brugte han opsigelsesperioden som barsel efter fyringen, blev headhuntet til et nyt it-job med en lønstigning på 7.000 kroner om måneden og har nu en arbejdsgiver, der accepterer hans kamp mod uretfærdighed